Sammanfattning
Kløe under graviditeten er et hyppigt problem, som ofte relateres til hudsygdom. I denne artikel præsenteres de tre hyppigste kløende hudlidelser hos gravide, og der angives forslag til håndtering. Kløe kan forekomme på alle tidspunkter i graviditeten, men specielt leverbetinget svangerskabskløe er væsentlig at diagnosticere, da tilstanden kan medføre graviditetskomplikationer, ligesom kvinden senere kan få leverpåvirkning ved p-pillebehandling. Diagnosen stilles klinisk (hudkløe hos en gravid i tredje trimester uden hudpåvirkning med samtidig påvirkning af transaminaser og/eller serum-galdesyrer og uden anden påviselig årsag). De to øvrige tilstande, atopisk sygdom i graviditeten og polymorf svangerskabsdermatitis, er uden fare for barnet, og man kan med fordel påbegynde topikal steroidbehandling og evt. systemisk antihistamin i almen praksis. Ved manglende effekt bør henvisning til dermatologisk vurdering overvejes.